2118 Girls Ex Machina
Nyt i Bo / 3 Days of Design
24. – 26. maj 2018
Fremtidsfiktion kan bane vejen for ny indsigt.
Designfiktion hedder metoden, som Rundkant har sat som benspænd for deltagerne i denne udstilling. Metoden har til formål at udforske og undersøge mulige fremtider ved at skabe spekulative eller provokerende scenarier fortalt gennem designede artefakter.
Rundkants 12 designere har således hver valgt en samfundsproblematik eller utopi, som omdrejningspunkt for deres indgriben og skrevet et stykke fiktion, der sætter scenen for deres fremtidsværker. Alle er de fokuspunkter, der forårsager, at verdens udvikling tager nogle ekstreme drejninger, som vil være definerende for, hvordan vi indretter os i år 2118.
Design fiktion er en nørdet og samtidig æstetisk tilgang til noget, der vedrører os alle sammen. Hvordan ser hverdagen ud i fremtiden – ikke bare for os, men for de næste par generationer? Ved at lade tankerne få frit spil – stille kritiske spørgsmål, udforske nye materialer og ikke mindst arbejdsteknikker, har Rundkants designere ved denne udstilling udfordret fremtiden og dermed også den måde, vi lever på i dag.
Rundkants designere har været på forkant med udviklingen og skabt nye redskaber til at overleve, vække nysgerrighed og indgyde nyt håb hos befolkningen fremover; en kærkommen kvindelig indgriben, som har bragt uventede løsninger på ellers håbløse og kritiske situationer. Et håb, de kalder 2118: Girls Ex Machina.
Rundkant bringer os med denne udstilling frem til det 22. århundrede, hvor de med møbelkunst som udgangspunkt skaber en platform for både dialog og refleksion og i sidste ende handling.
Når vi taler om at se ind i fremtiden, er den stereotype tilgang at kigge på teknologi eller global opvarmning. Men vi glemmer ofte også at kigge på den nære og relaterbare fremtid, som handler om, hvordan vi lever i hverdagen samt hvilke udfordringer, følelser eller velsignelser, vi og vores efterkommere skal leve med og lære at navigere i.
Kvinder er på forkant med fremtiden Rundkant, har været på en rejse til fremtiden. Nu forsøger de at guide befolkningen til at håndtere forskellige fremtidsscenarier med udstillingen 2118: Girls Ex Machina, der vises under design festivalen, 3 Days of Design, den 24. – 26. maj. Her kan der opleves alternative løsninger på utopiske og dystopiske situationer samt et øjebliksbillede af, hvordan denne nye tids levevis og møbeltyper ser ud.
Udstillere:
Anne Louise Bahn & Kitt Stuart Schwenn / Anne Brandhøj / Charlotte Bodil Hermansen & Maja Thecelius / Christina Overby Hansen / Katrine Marie Nielsen / Kitt Dusinia Jensen / Lisa Strøander / Lærke Thorst Balslev & Stine Weigelt / Camilla Monsrud / Stine Aagesen
Fotos:
Cornelia Gramkow
Hovedsponsorer:
Lifestyle & Design Cluster, Straatagets Kontor




















